Lademanns Mytologi leksikon
Sammendrag vedr. Nordisk mytologi
A
Alfader : tilnavn til Odin.
Alfer : små og oftest usynlige menneskelignende væsner, der mentes at stå aserne nær. De kendes især fra folketroen og -eventyrene. De gode alfer hed lysalfer, de onde svartalfer.
Alfheim : Frejs pragtfulde bolig.
Alsvinn : “Den meget hurtige”; en af de to heste foran solvognen. Den anden hed Årvågen.
Alvis : dværg der ønskede at ægte Thors datter. Thor ville kun give sit samtykke, hvis Alvis kunne svare ham på alle hans spørgsmål, og holdt den alvidende dværg i ånde med stadigt nye spørgsmål, indtil solen stod op og forvandlede Alvis til sten.
Andrimmer : Valhals dygtige kok. Han sørgede for at kedlen Eldrimmer hele tiden var i kog, og for at tilberede grisen Særimmer, så der altid var mad nok til Odins gæster og einherjerne.
Andvare : dværg i Alfheim, der kunne forvandle sig til en gedde, når han blev forfulgt. Loke fangede ham i et net og aftvang ham hele hans guldskat i løsesum, selv den ring, han havde på fingeren. Andvare forbandede skatten og ringen; for deres skyld dræbte Fafner sin fader og blev selv dræbt af Sigurd, hvorefter forbandelsen ramte ham.
Angrboda : jættekvinde der ved Loke blev mor til Fenrisulven, Midgårdsormen (Jormungand) og Hel.
Asa-Thor : se Thor.
Aser : det største af de nordiske gudesamfund. Deres antal opgives ofte til tolv. Bl.a. Thor, Odin, Balder og Frigg tilhørte aserne.
Asgård : asernes hjem, hvor de boede sammen med vanerne modsat Midgård, menneskenes bolig. Asgård mentes opr. at lige på jorden, senere i himlen.
Asgårdsreien : en flok af afdødes ånder eller naturvæsner, rider om natten gennem luften, især ved juletid, og bringer store ulykker. Anført af Guro Rysserova, dvs. Gudrun med hestehalen, opr. en dødsgudinde der slæbte de døde til underverdenen.
Ask : navnet på den første mand på jorden; han blev sammen med kvinden Embla skabt af to træer ved havets bred.
Asynjer : kvindelige guddomme af asernes slægt.
Audhumbla : urko, iflg. Snorre født af rimdryp, og det første liv der kom til verden. Den gav sig til at slikke på de rimklædte og salte sten, og herved fremkom Bure asernes stamfader.
Aurgelmer : andet navn for Ymer.
Aurvandil : Ørvandel; gift med den troldkvinde, der prøvede at trylle hvæssestenen ud af Thors hoved. Thor kastede hans storetå op på himlen, hvor den blev til en stjerne.
Austri : “Øst” en af de fire dværge, der bar himmelhvælvingen på deres skuldre.
B
Balder : lysets gud, søn af Odin og Frigg. Han bar tilnavnet “Den smukke” og var opr. en personificering af årstiderne og plantevæksten. Da både guder og mennesker elskede ham, pådrog han sig Lokes had. For at beskytte Balder tog Frigg alt i naturen – på nær misteltenen – i ed på at de ikke ville dræbe hendes søn. Loke benyttede sig af dette til at volde Balders død (se Høder). Alle sørgede over hans død, og Nanna, hans hustru, døde af sorg. Frigg bad Hel, der herskede over dødsriget, give hende Balder tilbage. Hel krævede at hele jorden skulle begræde hans bortgang. Loke optrådte som den gamle kone Tøkk, der sagde, at kun med tørre tårer ville hun begræde Balders død, hvorfor han må forblive i underverdenen. Efter Ragnarok vender Balder tilbage.
Bauge : bror til Suttung, den jætte der ejede skjaldemjøden. Narret til at hjælpe Odin.
Bergelmir : den eneste jætte, der sammen med sin kone reddede livet fra den store blodstrøm, der fremkom efter Odins drab på Ymer; derpå blev han stamfader til en ny slægt af jætter.
Beyla : Byggvirs følgesvend.
Bifrost : den bro, der fører fra jorden til Asgård og vogtes af Heimdal; normalt opfattet som regnbuen.
Bilskiner : Thors hal.
Blast : se Svadilfare.
Blót : offerfest med påfølgende gilde.
Bor : søn af Bure og fader til Odin ved jættedatteren Bestla.
Brage : digtningens, visdommens og veltalenhedens gud. Søn af Odin og gift med Idun.
Breidblik : Balders bolig.
Brisinggammen : Frejas halssmykke, som hun mentes at have erhvervet fra dværgene. Det blev stjålet af Loke, men genvundet i kamp af Heimdal.
Brok : dværg, der efter et væddemål med Loke hjalp sin broder Sindre med at smede Gyldenbørste, Draupnir og Mjølner. Loke tabte væddemålet og sit hoved, men reddede det på bekostning af et par flængede læber.
Bue : Balders hævner; søn af Odin og den russiske kongedatter Rind (Saxo 3).
Bure : Odins og dermed asernes stamfader, der skabtes, da koen Audhumbla slikkede ham frem af en saltsten. Han døde af alderdom, da Iduns æbler endnu ikke var vokset op. Også kendt som Børs.
Byggvir : en af gudernes ringere følgesvende; omtalt i Lokasenna.
Byleist : Lokes broder.
D
Dag : søn af Delling, der var af asernes slægt, og Nat, jætten Narfes datter. Han fik hesten Skinfaxe og en vogn, hvori han sammen med Nat kørte rundt på himlen.
Draupnir : Odins magiske guldring, smedet af dværgene Brok og Sindre. Den frembragte hver niende nat 8 andre tunge ringe. Odin lagde den på Balders bål, men den blev sendt tilbage fra Hel med Hermod.
Drypner : se Draupnir.
E
Edda : Den ældre Edda er en samling skjaldedigte med myter om guder og helte. Nogle af digtene går måske tilbage til 7.årh. Snorre Sturlassons Yngre Edda fra ca. 1200 er en samlet fremstilling af den nordiske mytologi og bygger bl.a. på 3- 400 år ældre kvad, indsamlet på Island.
Einhejrer : heltene i Valhal der hver dag drager ud i kamp. Ved Ragnarok kæmper de sammen med aserne imod jætterne.
Eir : lægekunstens gudinde, der nævnes i Snorres Edda som en af asynjerne.
Eldir og Fimafeng : Ægirs tjenere.
Eldrimmer : Valhals madgryde, der altid holdtes i kog af kokken Andrimmer.
Eligvar : tolv ederstrømme, der udsprang fra brønden Hvergelmer i Niflheim.
Eljudnir : Hels sal i dødsriget.
Elle : “Ælde” gammel kvinde, der besejrede Thor i en brydekamp hos Udgårdsloke.
F
Fafner : drage, der bevogtede en guldskat og som dræbtes af vølsungen Sigurd Fafnersbane, der erobrede guldet.
Farbaute : jætte, fader til Loke.
Fenja : trælkvinde af jætternes slægt, der sammenmed sin søster Menja blev købt af kong Frode, da han var til gilde hos en svensk konge. Han satte dem til at male guld på kæmpekværnen Grotte.
Fenrisulven : en gigantisk ulv, hvis forældre var Loke og jættekvinden Angrboda. På grund af dens styrke kunne selv de stærkeste lænker ikke holde den, og så måtte Odin til sidst bede dværgene lave et bånd til den. Det kaldes Gleipner og bestod af kattetrin, kvindeskæg, klippens rødder, bjørnesener, fiskeånde og fuglespyt. Ulven ville dog kun lade sig binde, hvis en af guderne stak sin hånd ind i dens gab. Tyr meldte sig og mistede således sin højre hånd. Ved Ragnarok vil ulven slide sug fri eller sluppet løs. Den vil da sluge Odin, men selv blive dræbt af hans søn Vidar.
Fensale : gudinden Friggs bolig.
Fimafeng og Eldir : Ægirs tjenere.
Fimbulvinter : den meget strenge vinter, der skal vare i tre år og varsle Ragnarok, verdens undergang. Den vil dræbe alle mennesker på nær Liv og Livtraser, skjult i Hoddmimers skov; de skal grundlægge en ny menneskeslægt.
Fimbulthul : tilnavn til Odinsom den, der ved sin visdom og sine tryllesange behersker alt.
Fjalar og Galar : dværge der bryggede skjaldemjøden efter at have myrdet Kvaser. Jætten Gylling omkom, da han gæstede dem, hvorpå de myrdede hans sørgende kone, fordi de ikke kunne holde hendes hyleri ud. Gillings søn Suttung fangede Fjalar og Galar og ville drukne dem, men accepterede skjaldemjøden som bod.
Fjørgyn : Thors moder, muligvis frugtbarhedsgudinde.
Folkvang : Frejas pragtfulde bolig, hvor hun modtog halvdelen af de faldne kæmper. Opfattelsen af Folkvang som de elskendes bolig, hvor der altid hørtes kærlighedssange, er en romantisk forestilling, som savner reel baggrund i kilderne.
Forsete : forskningens, retfærdighedens og tålmodighedens gud, Balders og Nannas søn. I sin bolig Glitner “neddysser han al tvist”. Han nævnes som gudernes lovgiver og dyrkedes på Helgoland af friserne.
Frej : den vigtigste frugtbarhedsgud i både Norge og Sverige. Hovedsædet for hans kult lå i Uppsala, og her ofredes mennesker til hans ære, men Snorre betegner ham som den bedste af aserne, en venlig og lykkebringende gud. Han var en fallisk gud med seksuelt præget dyrkelse. Han var søn af Njord og dermed opr. en af vanerne; broder til Freja og gift med Gerd. Hans vogn blev trukketaf galten Gyldenbørste, og han ejede sammen med de andre guder skibet Skidbladner.
Freja : datter af Njord, søster til Frej; frugtbarheds- og kærlighedsgudinde. Hun boede i den pragtfulde Folkvang og ejede Brisinggammen. På visse punkter overlapper hendes funktioner Friggs.
Freke og Gere : Odins to ledsagende ulve; de spiser hans føde, da han selv kun drikker vin.
Frigg(a) : Odins hustru og Asgårds dronning. Hun var Balders moder, men formåede ikke at hindre hans død. Højt agtet, men vist nok lidet dyrket. Som ægteskabs- og modergudinde har hun træk tilfælles med Freja.
Frø(j) og Frøja : anden navneform for Frej og Freja, bevaret i adskillige danske stednavne, hvor der har været et frugtbarhedskultsted.
Fulla : mindre kendt gudinde, der var Friggs tjenerinde og kun nævnes i forbindelse med hende.
Fylgja : i folketro og mytologi en skytsånd, der ofte optræder i dyreskikkelse.
G
Galar : se Fjalar og Galar.
Galder : i nordisk oldtid en tryllesang, der syntes at have været afsunget under særlige ceremonier. Odin sagdes at kunne 18 forskellige galder.
Garm : den bundne hund, der vogter Hels bolig. Sammen med jætterne vil den ved Ragnarok kæmpe mod aserne, men vil blive dræbt af guden Tyr, der samtidigt selv mister livet.
Gefion : agerbrygsgudinde, en af asynjerne. Hun besøgte den svenske kong Gylfe og fik tilladelse til at pløje et stykke land ud af sverige. Det blev til Sjælland, der stammer fra det område, hvor nu Vänern (eller Mälaren) ligger. Som forspand brugte hun sine fire sønner efter at have forvandlet dem til okser. Hun dyrkedes i Lejre og var også kendt som jomfruernes beskytterinde.
Geirrød : jætte, der fangede Loke og fik ham til at lokke Thor i en fælde, men Thor dræbte ham. Se også Gjalp.
Gerd : jætten Gymers datter, som Frej elskede og vandt ved sin tjener Skirners hjælp eller ved at betale hendes fader.
Gere : se Freke og Gere.
Gilling : jætte der druknede hos et besøg hos Fjalar og Galar (sd.).
Ginreign : gammel, sjældent brugt betegnelse for de høje, hellige guddomsmagter.
Ginnungab : det store, gabende svælg, hvori jorden blev anbragt; det lå langt mod nord.
Gjall : 1) åen mellem de levendes og de dødes verden; 2) navn på den klippe, Fenrisulven blev bundet til.
Gjallarbroen : “den gungrende bro” over åen Gjall. Hermod rejste over broen på vej til Hels rige for at opsøge Balder.
Gjallarhornet : Hiemdals lur, som han vil blæse til samling for aserne i, når Ragnarok er forestående.
Gjalp : 1) en af Heimdals 9 mødre; 2) jættekvinde, datter af Geirrød; hun forsøgte at standse Thor på vejen til faderens gård ved at skræve over en elv og volde højvande. Thor sagde ” Strøm skal stenges i sit udspring ” og stoppede kilden med et velrettet stenkast.
Glad : en af asernes heste.
Gladsheim : den del af Valhal, hvor aserne og eiherjerne holder gilde på flæsket af grisen Særimner.
Gleipner : det bånd, hvormed Fenrisulven blev bundet (sd.).
Glitner : Forsetes bolig.
Gna : Friggs sendebud, der krydsede himmelhvælvingen lige så hurtigt som lynet. Hun var en af asynjerne.
Gnipahulen : hulen, der førte til Hels rige; hunden Garm stod lænket foran den.
Greip : datter af jætte Geirrød; blev dræbt af Thor.
Grimmer : det navn hvorunder Odin optræder i edda-digtet Grímnismál. Ordet betyder ” den formummede”.
Guldfaxe : jætten Hrungerners hest, der deltog i kapløb mod Odins Sleipner.
Guldtop : Heimdals hest.
Gungnir : Odins spyd.
Gunn : en af valkyrierne.
Gyldenbørste : Frejs gyldne gris, skabt af dværgene Brok og Sindre; dens pels lyste i mørke; hurtigere end nogen hest.
Gyldengry, Gyldenkam : asernes hane; hver morgen satte nornerne den op i Yggdrasils top, hvor den skulle vække hele verden med sin galen.
Gyldentand : tilnavn til Heimdal, hvis tænder var af guld.
Gylfe : Svensk sagnkonge der lod Gefion pløje Sjælland ud af Sverige. Måske opr. navnet på en gammel havgud.
Gymer : Gerds fader, måske identisk med Ægir.
H
Haddingjar : brødrepar, der menes at have værte dyrket som tvillingguder. De nævnes blandt Norges og Sveriges sagnkonger.
Hamingja : en art skytsånd i nordisk folketro og mytologi.
Hate og Skoll : de to ulve, der bestandigt forfølger månen og solen. Hver gang de er rede til at æde dem, opstår der en formørkelse.
Hávamál : “Den højes tale”, eddadigt indeholdende en række tankesprog og leveregler. Den høje er Odin, der bl.a. (strofe 138-41) taler om sin selvofring.
Heidrun : ged, hvis mælk gav guderne og einherjnerne den mjød, der blev drukket i Valhal. Selv ernærer den sig ved at bide kviste af træet Lærad.
Heimdal : lysets gud. Han var gudernes årvågne vogter og stod lige ved Valhals indgang, hvor han ved Ragnarok med sit Gjallarhorn vil kalde til samling mod den truende fare. Han kan høre græsset gro og ulden på fårene; både ved dag og nat kan han se tusind mile bort, og han behøver mindre søvn end en fugl. Hans hest hedder Guldtop. Han er født af ni jættekvinder og har tænder af guld.
Hel : datter af Loke og jættekvinde Angrboda. Hun herskede i dødsriget; en senere tid opfattede hende som et mandligt væsen. Ordet betegner også selve dødsriget.
Helblinde : Lokes bror.
Helgrind : porten mellem de levendes og de dødes rige.
Helheim : Hels dystre og tågede bosted, som man ikke kunne forlade, da det var omgivet af floden Gjall.
Hermod : Odins søn, gudenes sendebud. Han sendtes efter Balders død på Odins hest , Sleipner, til Hel for at bede om, at den døde måtte blive udløst.
Hildisvin : 1) “kampsvinet”; Frejas galt, der skulle være fremstillet af de snilde dværge; hun rider på den; 2) også navn på en hjelm tilhørende de svenske konger.
Hildurm : en af valkyrierne.
Himinborg : Heimdals bolig, beliggende ved himlens ende.
Hiodyn : andet navn for Fjørgyn, Thors moder.
Hlidskjalv : Odins trone, hvorfra han kunne se “over alle verdner og hver mands gerning, og han forstår alt hvad han ser” (Snorre).
Horridi : et af Thors navne.
Hovvapner : den hest hvorpå asynjen Gna som Friggs sendebud rider.
Hrimgrimnir : en af rimturserne.
Hrimner : en af jætterne.
Hrimnir : en af rimturserne.
Hrungner : den mægtigste af jætterne i Jotunheim. Thor dræbte ham med sin hammer i en tvekamp, hvilket nævnes som hans største sejr. Se Magne.
Hrymr : jætte, styrmand på skibet Narglfar.
Hræsvelgr : “ligslugeren”, jætte i ørneskikkelse, der boede ved verdens ende og med sine vingeslag fremkaldte vindene.
Hu : den lille dreng, der løb om kap med Tjalfe under Thors besøg hos Udgårdsloke. Hu betyder tanke; den er hurtigere end de rappeste ben.
Hugin og Munin : Odins to ravne, symboliserede viden og hukommelse. De fløj om morgenen hen over verden, Midgård, og satte sig om aftenen på Odins skuldre og fortalte ham alt, de havde set.
Hunger : Hels madfad i Niflheim.
Hvergelmer : kildevæld i Niflheim (se også Yggdrasil).
Hymer : havjætte fra Jotunheim; tog engang Thor med på fisketur; Thor fangede Midgårdsormen, men Hymer kappede snøren over, så uhyret sank i havet igen.
Hyndla : jættekvinde der optrådte som Frejas rivaldinde og blev overtalt til at røbe Odins herkomst.
Hyrrokken : jættekvinde der ved Balders bålfærd måtte skyde det skib, hvorpå liget var lagt, ud i søen. Hun red på en ulv og brugte en hugorm til tømme.
Hærfader : et af Odins tilnavne.
Hærn : gammelt nordisk gudindenavn, kendt fra flere svenske stednavne, fx Hernevi. Måske samme navn som Hørn, et af Frejas tilnavne eller et ældre navn for hende.
Høder : Odins blinde søn og broder til Balder, som han ufrivilligt dræbte. Aserne vidste at Balder var usårlig, og morede sig derfor med at skyde til måls efter ham. Loke benyttede sig af Høders blindhed til at give ham en pil af mistelten, det eneste, der kunne dræbe Balder.
Høner : as, der var kendt for sin tavshed og ofte nævnes som Odins følgesvend. Ved forliget med vanerne stillede aserne ham som gidsel.
Hørn : se Hærn.
I
Ida-sletten : se Ragnarok.
Idun : ungdommens gudinde, gift med Brage. Hun ejede de guldæbler, som gav de guder, der spiste dem, evig ungdom. Hun og æbleren bortførtes af jætten Tjasse med Lokes nødtvungne hjælp. Men aserne afslørede Loke og tvang ham til at gøre skaden god igen. I Frejas falkeham fløj han til Tjasses gård, forvandlede Idun til en nød og tog hende med til Asgård igen.
Irpa : norsk lokalgudinde, søster til Torgerde Holgabrud; dyrket af Håkon Jarls slægt på Lade.
Ivalde : dværg, hvis sønner byggede skibet Skidbladner, smedede Gungnir og forfærdigede nyt guldhår til Sif.
J
Jarnsaxa : jættekvinde, ved Thor moder til Magne.
Jord : jordens personificering. Hun var en af Odins hustruer og fødte ham sønnen Thor.
Jotunheim : jætternes rige. Her findes bl.a. borgen Udgård.
Jætter : store, overnaturlige væsner, kæmpen Ymers børn, der boede i bjerge og fjelde. Måske opr. en personificering af de vilde naturkræfter og derfor set som både guders og menneskers fjender. Deres vigtigste modstander var Thor, for hvis vældige hammerslag de krøb i skjul. Også i havet var der jætter, som fik skibene til at kæntre. Nogle jætter var primitive grobrianer, andre snu og troldkyndige, så at de ofte narrede Thor. Visse jætter optoges i asernes kreds: Mimer, Ægir, Gerd og Skade. Loke har en mærkelig stilling som Odins fostbroder og dog asernes avindsmand.
Jørmungand : andet navn for Midgårdsormen.
K
Karlsvognen : det kendteste stjernebillede på vore breddegrader. Et af Odins mange navne var Karl, heraf betegnelsen (Odins vogn). Stjernebilledet er i tidens løb blevet opfattet på mange måder, flere af disse med mytologisk baggrund.
Kvaser : kendt som den viseste af alle guderne, skabt af asernes og vanernes spyt, da de indgik forlig; i én version dog vanernes gidsel hos aserne. Han dræbtes af dværgene Fjalar og Galar der lod hans blod flyde ned i tre kar og blandede det med honning. Resultatet blev skjaldemjøden. Til aserne meddelte dværgene at Kvaser var druknet i sin egen visdom.
L
Laufey : jættekvinde, gift med Farbaute og moder til Loke.
Lit : dværg, som Thor sparkede i ilden under Balders bålfærd.
Liv og Livtraser : det eneste menneskepar, der overlever Fimbulvinter og Ragnarok, senere stamforældre til den ny menneskeslægt.
Lodur : en af de guder, der deltog i menneskets skabelse, muligvis identisk med Loke.
Lofn : asynje, der hjælper de elskende.
Loge : Lue, jætte, der personificerer ilden. I myten om Thors rejse til Udgårdsloke er han Lokes overmand i kappestriden om at spise hurtigst.
Lokasenna : edda-digt med Loke som hovedperson. Han kommer uinviteret til Ægirs gæstebud og fornærmer efter tur alle guderne og gudinderne. Til sidst jages han bort af Thor. En del af hans forhånelser hentyder til myter om mindre gloværdige øjeblikke for guderne, men mange af hans sjofle beskyldninger kendes kun fra Lokasenna.
Loke : gud af jætteslægt, søn af Farbaute og Laufey, men optaget i asernes kreds, muligvis gennem fosterbroderskab med Odin. Loke er i myterne ofte den, der klarer en vanskelig situation for aserne, men ofte har han selv fremkaldt genvordighederne, således Odder og Andvare; Tjasse og Idun; Svadilfare og Geirrød. I mange myter ledsager han Thor og supplerer dennes rå kraft med snildhed. I andre myter er han udpræget ondskabsfuld over for aserne, men kommer til kort; Brisinggammen, Sifs guldhår, Ægirs gilde (se Lokasenna). Djævelsk ond er han i myten om Balders død og forbliven i Hel. Lokes stilling blandt aserne er svær at forklare; han synes forudbestemt til at blive deres bitreste fjende, siden han ved jættekvinden Angrboda er fader til Fentisulven, Midgårdsormen og Hel. Med sin hustru Sigyn har han sønnerne Narfe og Vale. I hoppeskikkelse blev han moder til Sleipner ved Svadilfare. Lokes slyngelstreger blev til slut aserne for meget; skønt han flygtede og omskabte sig selv til en laks, fandt og fangede de ham. Straffen blev frygtelig; de omskabte Vale til en ulv , der sønderrev Narfe, med hvis tarme Loke blev bundet hen over tre skarpe sten. En giftslange blev hængt op for at dryppe edder i ansigtet på ham; Sigyn holdt en skål imellem, men når hun var nødt til at gå ud og tømme den, pintes Loke, så at jorden skjalv ved hans kramper. Ved Ragnarok skal han slippe fri og kæmpe med sit gruelige afkom, til han og Heimdal fælder hinanden. Den gådefulde Loke er den mest myteomspundne af de nordiske guder, men synes aldrig at have haft nogen kult.
Lopt : andet navn for Loke.
Lyter : gud, der efter en beretning i Flatø-bogen dyrkedes i Sverige.
Læ : havjætte, på Island identificeret med Ægir; i danske sagn bosat på Læsø.
Lærad : træ i Valhal, som Heidrun ernærer sig af.
Løvø : anden stavemåde for Laufey, Lokes moder.
M
Magne : søn af Thor og jættekvinden Jarnsaxa. Som den personificerede styrke kunne han bare tre dage gammel løfte jætten Hrungners ben fra Thor hals. Da han fældede denne jætte, havde Thor været så uheldig at få hans ben over sig og ingen gud kunne løfte det. Som belønning fik Magne af sin fader Hrungners hest Guldfaxe. Sammen med sin broder mod overlever han Ragnarok, får Thors hammer og er en af den nye gudeslægts grundlæggere.
Mandhjem : se Manhem.
Manhem : menneskets verden, andet navn for Midgård.
Mardol : tilnavn til Freja “den i havet strålende”.
Meile : en af Odins sønner, om hvem intet nærmere vides.
Mejlhjem : andet navn for Midgård.
Menja : se Fenja.
Midgård : menneskenes bolig, beliggende mellem asernes og jætternes verden.
Midgårds værge : tilnavn til Thor som den, der vandrer over Midgård eller opholder sig ved dens elv for at beskytte menneskene.
Midgårdsormen : også kaldet Jørmungand, den store slange, der tænkes at ligge slynget rundt om jorden på havets bund. Den var barn af Loke og Angrboda. Ved Ragnarok skal den slippes løs, Thor bekæmpe den og selv dø af dens gift efter at have fældet den.
Mimer : gammel jætte, der vogtede visdommens brønd ved foden af Yggdrasil. Mimer var visere end nogen anden og havde spådomsevner. Han drak daglig af brønden og forhindrede guderne, selv Odin, i at drikke deraf. Odin pantsatte imidlertid sit ene øje for at opnå tilladelse. Mimer lod sig stille som et af asernes gidsler ved forliget; men da han forholdt sig tavs og blot lod Høner tale på sine vegne, huggede vanerne hovedet af ham og sendte det til Odin, der balsamerede og opbevarede det, så han stadig kunne tale med Mimer og få gode råd af ham. Mimer-skikkelsen er mærkværdig: jætte men asernes trofaste ven og visere end selv Odin. Myten om det afhuggede hoved, der taler, menes af nogle at være et sent lån fra keltisk mytologi.
Miming : dværg eller jætte, hvis fortryllede sværd blev frataget ham af Høder for dermed at kunne dræbe den ellers usårlige Balder. Dette sker i Saxos version, som er et folkeeventyr, der har meget lidt med den ægte myte at gøre.
Mistelten : en smuk, spinkel, stedsegrøn urt, der voksede vest for Valhal, og som Frigg glemte at tage i ed, da alt andet måtte sværge ikke at skade Balder. Med mistelten dræbte den blinde Høder ufrivilligt sin broder.
Mjølner : Thors hammer “knuseren”, som Brok og Sindre havde smedet. Den kunne tåle slag med Thors fulde styrke, og når han kastede den, vendte den tilbage til ham. Aserne regnede den for deres mest værdifulde eje.
Mode : søn af Thor og Sif; halvbroder til Magne.
Modgunn : den mø, der bevogter Gjallarbroen, som fører over til de dødes rige.
Mundilfare : fader til solens og månens styrere.
Munin : se Hugin og Munin.
Muspellheim : en verden af ild, hvis varme var medvirkende til Ymers skabelse; beliggende på Ginungagabs ene side, modsat Niflheim. Af gnister fra Muspellheim lavede guderne sol, måne og stjerner. Ved Ragnarok rider Muspells sønner ud og kæmper mod guderne anført af Surt.
Månegarm : uhyre, der iflg. Snorre forfølger månen og vil sluge den; se Hate og Skoll.
N
Naglfar : et uhyggeligt skib, bygget af døde menneskers afskårne negle. Ved Ragnarok vil det føre Loke og jætterne mod guderne.
Nal : andet navn for Lokes moder, Laufey.
Nanna : Neps datter, gift med Balder og moder til Forsete. Hun døde af sorg ved Balders bålfærd og brændtes sammen med ham.
Narfe : 1) jætte, fader til Nat; 2) Lokes søn; måtte gengælde for faderens brøde, se Loke.
Nástrond : ligstranden; den værste del af dødsriget. Hertil kom de værste forbrydere, og her stod et hus, flettet af ryggene på slanger, som ustandseligt lod deres gift dryppe ned over dem.
Nat : jætten Narfes datter, gift med Delling, moder til Dag. Hesten Rimfaxe trækker hver nat hendes vogn over himmelhvælvingen.
Nep : fader til Nanna.
Nidhug : slange, der gnaver af verdenstræet Yggdrasils rod. Ved Ragnarok vil roden være overgnavet. Nid lever i øvrigt af døde kroppe, den finder Nastrand. Orme, øgler og andet kryb er Nidhugs afkom. I Vølvens spådom overlever Nidhug Ragnarok som den eneste af de onde magter.
Niflheim : tågeverdenen på den ene side af Ginnungagab; eksisterede før verdens skabelse og bidrog til den med sine rimtåger. Siden blev den af guderne gjort til dens underverden, hvor Hel boede og en af Yggdrasils rødder endte. En enkelt kilde fortæller om Niflheim, en underverden under underverdenen, hvor man endte, hvis man døde hos Hel.
Njord : frugtbarhedsgud, herre over hav og vind, giver af rigdom jagt- og fiskelykke, beskytter af søfarende. Tilhørte vanernes æt, var gift med sin søster (Nerthus ?) og havde med hende børnene Frej og Freja. Njord og Frej blev stillet som vanernes gidsler ved forliget med aserne og blev højt anset hos dem; Freja fulgte med men ikke Njords hustru, derfor blev han siden gift med Skade. Njord boede på Noatun og var helligstedernes vogter såvel i himlen som på jorden.
Noatun : Njords bolig.
Nornsgest : sagnhelt, ved hvis fødsel en norne bestemte, at han kun skulle leve til lyset ved hans vugge var brændt ud. En anden norne slukkede lyset, og det blev gemt i tre hundrede år. Så traf han Olaf Tryggvasson, fortalte om alt, hvad han havde oplevet og erfaret, lod sig døbe, tændte lyset og døde.
Norner : skæbnegudinderne Urd (fortiden), Verdande (nutiden) og Skuld (fremtiden). De boede ved foden af træet Yggdrasil, der fik sit vand fra Urds kilde. Ved hvert barns fødsel gæstede nornerne det og bestemte dets skæbne. Foruden disse tre nævnes talrige andre norner, der greb ind i menneskets skæbne, nogle velvillige, andre fjendske.
Nørve : anden navneform for Narfe.
Nålgrind : andet navn for Helgrind.
O
Od : Frejas mand, der forlod hende. Hun søgte længe forgæves efter ham og begræd ham meget.
Odder : jætte i odderskikkelse, som dræbtes af Loke. Som bod måtte den dræbtes hud dækkes med guld; Dette guld blev til enhver tid sin ejermands forbandelse, se Andvare.
Odin : nordboernes øverste gud, asernes høvding og altings skaber, tillige krigs- og dødsgud samt digtningens, trolddomskunstens og visdommens gud. Han havde kun ét øje, der strålede som solen; det andet havde han pantsat hos Mimer for at opnå indsigt. Ulvene Freke og Gere ledsagede ham, når han på sin hest Sleipner red hen over himlen og forårsagede uvejr og efterårsstorme. Om aftenen satte ravnene Hugin og Munin sig på hans skuldre og fortalte ham, alt hvad de have set i dagens løb. Fra sin trone Hlidskjalv kunne han se ud over alle verdner. Han ejede ringen Draupnir og spyddet Gungnir. Hans hustru Frigg gav ham sønnerne Balder og Vidar, mens Thor havde Jorden som sin moder. Odin var sammen med Vile og Ve Bors sønner, og udover at have skabt verden sammen med dem, havde han også anbragt himmellegemerne og inddelt tiden i dage, uger, måneder og år. Men samtidigt opstod en jætteslægt (se Ymer), der af natur dels var ond, dels voksede meget hurtigt; de tre brødre bestemte sig for at udrydde dem. Alle jætterne, på nær Bergelmir og hans hustru, druknede i Ymers blødstrøm. Odin drog derpå mod vest, Ve mod øst og Vile mod syd, og myterne fortæller ikke yderligere om de to sidste brødre. Odin optræder i mange myter med andre aser og er hovedpersonen i myten om Suttungs skjaldemjød. Han er en sammensat skikkelse, høvding, vismand og alfader, men også troldmand og svigagtig; han synker så dybt som til at gå i kvindeklæder for at narre folk. Ved Ragnarok skal Odin sluges af Fenrisulven. Til Odindyrkelse hørte menneskeofring ved hængning.
Odins vogn : gammelt navn for Karlsvognen. Karl var et af Odins mange navne.
Odræer : den kedel hvori skjaldemjøden opbevaredes.
Onar : gudinden Jords fader.
R
Ragnarok : gudernes og menneskeverdenens undergang. Efter at ondskaben har fået stadigt større magt, og den lange og hårde fimbulvinter er overstået, kommer kampen mellem aserne og jætterne. De fleste af aserne falder, jorden bryder i brand og opsluges af havet; der opstår en ny jord og en ny menneskeslægt. Balder vender tilbage og de overlevende guder samles på Ida-sletten.
Ran : havets herskerinde, gift med Ægir. Hun fanger de druknede søfolk i sit net og yder dem gæstfrihed i sine haller.
Randgrid : en af valkyrierne.
Ratatosk : egernet, der farer op og ned af Yggdrasils stamme og søger at så splid mellem ørnene i træets top og slangen Nidhug, der gnaver af træets rod.
Rig : gud, muligvis identisk med Heimdal; han blev stamfader til de forskellige samfundsklasser: træl, bonde, jarl.
Rimturser : jætteslægt, hvis stamfader var Ymer. Han kom til at svede, medens han lå og sov, og under hans venstre arm voksede et mandligt og et kvindeligt væsen frem; samtidigt avlede hans ene ben en søn med det andet. Den første rimturseslægt druknede i Ymers blod, da aserne dræbte ham, med undtagelse af Bergelmir; fra ham stammer de rimturser, der skal kæmpe mod guderne ved Ragnarok.
Rind : hos Saxo en russisk kongedatter, der efterstræbtes af Odin. Det lykkedes ham dog først at få sin vilje, efter at han havde forklædt sig som kvinde og taget plads blandt hendes terner. Han fik sønnen Bo med hende. Andre kilder nævner hende som gudinde og kalder sønnen Vale. Rinds søn er Balders hævner.
Ringhorne : Balders skib, som hans bålfærd fandt sted på.
Rota : en af valkyrierne.
Røskva : ung bondepige, der sammen med sin broder Tjalfe og Thor drog til Udgårdslokes hal og siden forblev i Thors tjeneste.
S
Saga : en af asynjerne, måske identisk med Odins hustru Frigg.
Sif : Thors hustru; i et tidligere ægteskab, uvist med hvem, moder til Ull. Med Thor fik hun børnene Mode og Trud. Hun var kendt for sit gyldne hår; Loke klippede det af , men blev af Thor tvunget til at udbedre skaden og fik dværgene til at gøre hende et nyt, vidunderligt guldhår. Ved Ægirs gilde hævdede Loke, at han engang havde forført hende.
Sigrdrifa : en af valkyrierne. Eddda-digtet Sigrdrífumal har overleveret nogle af hendes troldomsord; hun skal bl.a. have rådgivet Sigurd Fafnersbane.
Sigrun : valkyrie, der elskede Helg Hundingsbane, og som døde af sorg, efter at han var faldet for hendes broders hånd. Før sin død aflagde hun flere natlige besøg i hans gravhøj; han kom da fra Valhal og lå med hende, men før gry måtte de vende tilbage til hver sin verden. Hun mentes at være genfødt som Svafa.
Sigtyr : tilnavn til Odin som krigsgud.
Sigyn : Lokes trofaste hustru, moder til Vale og Narfe (se Loke).
Sjofn : asynje, der især befattede sig med elskov og derfor dyrkedes ved siden af Freja.
Skade : jætten Tjasses datter. Hun var en god bueskytte og skiløber. Efter drabet på faderen drog hun væbnet til Asgård og krævede bod eller hævn. Aserne tilbød hende en ægtemand fra deres kreds, men hun skulle vælge uden at se andet end fødderne. Hun troede de smukkeste fødder var Balders, men det var Njords. Ham blev hun gift med, da aserne havde klaret hendes betingelse: at få hende til at le; det ordnede Loke ved at trække tov med en gedebuk, der havde snøren bundet om skægget, mens Loke selv havde den om pungen. Skade brød sig ikke om Noatun og havet, hun ville bo i Trymheim og færdes i fjeldene. Efter et forsøg med at bo på skift de to steder gik ægteparret hver til sit. Skade har muligvis været dyrket som skytsgudinde ved jagten og i uvejr.
Skidbladner : de nordiske guders skib, som ejedes af Frej. Det var bygget af dværgene og sås som det ypperste af skibe, det kunne rumme alle aserne med fuld krigsudrustning, fandt selv vej gennem luft og hav og kunne foldes sammen, når det ikke blev brugt.
Skinfaxe : Dags hest.
Skirner : Frejs sendebud. Edda-digtet Skínirsmál fortæller, hvordan guden sendte ham ud for at fri til Gerd.
Skjaldemjød : skabt af blodet af Kvaser. Dværgene gav den som bod til jætten Suttung; fra hvem Odin røvede den. Den blev skænket for skjaldende af Odin som inspirationens og trylleordets gud, og tænktes genudskænket af skjalden for dennes tilhørere.
Skjold : Odins søn, gift med Gefion. Han kom til Danmark som spædbarn, alene på et rigt udrustet skib. I sin høje alderdom forlod han landet på samme måde. En anden tradition gør Skjold til søn af Dan, efter hvem danerne og Danmark er opkaldt. Skjold herskede over Danmark og blev de danske kongers stamfader.
Skogul : valkyrie.
Skrymer : dæknavn for Udgårdsloke.
Sleipner : Odins hurtige hest, der havde otte ben og færdedes gennem luften. Føllet efter Svadilfare og Loke.
Slid : flod i dødsriget med en strøm af sværd og knive.
Slidrugtand : andet navn for Gyldenbørste.
Snótra : en af asynjerne, kendt for sin kløgt.
Spydsangen : digt fra Njals saga; det er en troldsang om overnaturlige kvindevæsner, der varsler krig og ufred.
Storverk : en af jætterne.
Sunhilfare : andet navn for Svadilfare.
Surt : ildens mægtige jættehersker i Muspelheim, der ved Ragnarok bekæmper aserne omgivet af en vældig ild, der til slut brænder ham selv og hele verden op. Inden da har han fældet Frej.
Suttung : jætten Gillings søn. Han ejede skjaldemjøden efter at have fået den som forældrebod fra Fjalar og Galar. Odin antog menneskeskikkelse og fik arbejde hos Suttungs broder Baugi, og så sit snit til at bore hul i fjeldet til mjødens gemmested. I slangeskikkelse krøb han igennem hullet, forførte i menneskeskikkelse Suttungs datter Gunlød, der vogtede mjøden, og fik lov at drikke af den. Han slugte hver en dråbe, omskabte sig til en ørn og fløj bort, skarpt forfulgt af Suttung i ørneham. Over Asgård spyede han mjøden ned i nogle fremsatte kar, men i hastværket lod han også noget gå bagud, og den der drikker af det kar, bliver en slet skjald.
Svadilfare : hingst,der tilhørte bygmesteren Blast. Denne tilbød aserne at bygge en uindtagelig mur om Asgård, men krævede sol og måne i løn foruden Freja til hustru. Efter Lokes tilskyndelse accepterede guderne, dog måtte han kun lade sig hjælpe af sin hest Svadilfare og skulle færdigbygge muren på en vinter – det mente de var umuligt. Manden arbejdede imidlertid så hurtigt og hesten slæbte sten så mange, at Freja, sol og måne kom i svær fare. Aserne forlangte, at Loke skulle redde dem. Det gjorde han ved at forvandle sig til en villig hoppe. Svadilfare rendte til skovs med hoppen, muren blev derfor ikke færdig til tiden, Thors hammer smadrede hovedet på bygmesteren, der i virkeligheden var en led jætte – og Loke nedkom i tidens fylde med den ottebenede Sleipner.
Svafa : valkyrie, måske den genfødte Sigrun. Under et valkyrieridt traf hun Helge Hjørvardsen og gav ham kloge råd. Helge bejlede til hendes fader, kong Eylime, og fik Svafa. Helges broder Hedin aflagde ved et mindebæger det hellige løfte, at han ville vinde Svafa. Da han blev ædru, fortrød han og tilstod over for Helge. Denne svarede højmodigt, at løftet nok kunne opfyldes på hæderlig vis, thi han forudså sin snarlige død. Da Helge kort efter fik bansår, bad han Svafa ægte Hedin efter hans død. Men Svafa, der stadig passede sin valkyriegerning, afslog at love nyt ægteskab. Muligvis måtte Svafa dog følge skæbnens bestemmelse og ægte Hedin, når han havde hævnet sin broder.
Svasud : sommerens fader.
Svava : se svafa.
Syn : asynje, der vogter hallens døre mod dem, der ikke må gå ind , og hindrer folk i at komme med usandhed på tinge.
Syr : andet navn for Freja, “soen”. Navnet skal nok ses som hædersnavn (frugtbarhed).
Særimmer : grisen, der forsørgede Valhals helte. Den var enestående, ved at hver gang man skar et stykke af den, voksede det ud igen. Efter en anden version blev det slagtet hver dag, men genopstod. Det samme kunne ske for Thors bukke (se Tjalfe).
Søkkvabek : asynjen Sagas bolig.
Søndre : en af de fire dværge, som bærer himmelhvælvingen på deres skuldre.
T
Tandgnjost og Tandgrisner : “de tænderskærende”, Thors to bukke.
Thor : torden- og vejrgud, jætternes utrættelige bekæmper og dermed beskytteren mod de onde magter; den mest folkeyndede af alle aser. Søn af Odin og moder Jord ( Fjørgyn el. Hlodyn). Gift med Sif, med hvem han har sønnen Mode og datteren Trud. Med jættekvinden Jarnsaxa har han sønnen Magne. Hans attribut er hammeren Mjølner, et slag- og kastevåben, der kun virker ved hjælp af hans jernhandsker. Når han spænder sit styrkebælte, fordobles hans i forvejen kolossale kraft. Han farer frem i bulder og ild i sin vogn trukket af to bukke. Skønt Thor i kulten var en højt respekteret gud, optræder han i myterne ofte som en enfoldig kraftkarl, afhængig af Lokes eller Odins kløgt; i flere myter er han en komisk figur. Thor optræder i mange myter med asernes kreds (se Lokasenna, Svadilfare). Han er hovedpersonen i myten om Hymer, Hrungner, Thrym, Geirrød, Alvis og Udgårdsloke. Ved Ragnarok skal han kæmpe mod Midgårdsormen og fælde den, men selv dø af dens gift.
Thrym : jætte, der stjal Thors hammer og nægtede at aflevere den, før han fik Freja som brud. Freja var ikke så mandgal, at hun ville giftes med en jætte. Men hammeren måtte skaffes til veje, hvis aserne i længden skulle stå sig mod jætterne. På Heimdals råd blev den såre modvillige Thor iført kvindeklæder og kunstig barm og slør, hvorpå Loke førte ham til Thrym og præsenterede ham som Freja. Thrym undrede sig over brudens enorme appetit og hvasse øjne, men Loke forklarede at Freja hverken havde sovet eller spist i otte døgn af længsel efter jættehjem. Så lod Thrym hammeren bringe ind og lægge i brudens skød – og det blev ende på Thrym og hele hans slægt.
Tjalfe : Thors tjener og budbringer, der sammen med sin søster Røskva og Thor drog til Udgårdslokes hal. Thor og Loke overnattede hos deres forældre. Om aftenen slagtede Thor sine bukke til aftensmad. Tjalfe ødelagde et lårben for at få fat på marven, og da Thor om morgenen genoplivede bukkene, var den ene halt. Som bod måtte Tjalfe og Røskva blive Thors tjenere for altid. Hos Udgårdsloke løb den rapfodede Tjalfe om kap med den lille Hu men tabte stort.
Tjasse : jætte, der bortførte Idun og hendes ungdomsæbler. Det resulterede i, at guderne begyndte at ældes, og de dræbte ham. Han var fader til Skade.
Torgerde Holgabrud : Irpas søster, norsk gudinde af lokal karakter, dyrket af Håkon Jarl. Hun hjalp ham til sejr i slaget ved Hjørungavåg, men først da han havde ofret sin syvårige søn til hende.
Trym : se Thrym.
Tyr : en af Asgårds guder, opr. himmel – senere krigsgud. Hans dyrkelse må engang have været meget udbredt, men siden være gået af brug. I myterne spiller han en beskeden rolle; der hersker usikkerhed om hans herkomst og familieforhold. Han mistede sin hånd, da guderne bandt Fenrisulven. Ved Ragnarok skal han kæmpe mod Garm og de dræber hinanden.
Tøkk : Loke, forklædt som jættekvinden Tøkk, erklærede kun med tørre tårer at ville begræde Balders død. Dermed forhindredes den unge guds tilbagevenden fra dødsriget.
U
Udgård : “den yderste bygd”, jætternes borg i Jotunheim.
Udgårdsloke : jættekonge der herskede i Udgård. Myten om Thors rejse dertil er en af de mest indholdsrige i Norden. Thor var ledsaget af Loke, og undervejs tog de Tjalfe med sig. Da de var nået ind i Jotunheim, overnattede de i et vældigt stort hus, men blev holdt vågen af voldsomme jordskælv. Om morgenen opdagede de, at huset var en handske tilhørte en kæmpe, der kaldte sig Skrymer; han havde sovet lidt fra handsken, og det var hans snorken, der havde rystet jorden. Skrymer slog følge med dem og bar den fælles madpose. Om aftenen lagde kæmpen sig til at sove, og de andre opdagede, at madposen var bundet så stramt til, at de ikke kunne få den op. Da slog Thor Skrymer i hovedet med hammeren; kæmpen vågnede og ymtede, at der vist var faldet et blad ned. Da han atter sov, slog Thor endnu hårdere; denne gang mente Skrymer, at han havde fået et agern i hovedet. Thors sidste og voldsomste forsøg blev tilskrevet en nedfalden gren. Ved daggry viste Skrymer dem vejen til Udgårdslokes borg og rådede dem til at føre sig beskedent frem, siden kongens mænd var endnu større end han selv. I Udgårdslokes hal modtog kongen dem hånligt og opfordrede dem til at vise, hvad de duede til. Loke tabte i kapspisning med Lue, Tjalfe i kapløb med Hu. Thor magtede ikke så langt nær at tømme Udgårdslokes drikkehorn eller løfte hans kat og led den frygtelige ydmygelse at blive tvunget ned på det ene knæ i en brydekamp med den gamle kone Ælde. Derpå blev gæsterne godt beværtet, og ved afrejsen næste dag fulgte Udgårdsloke med udenfor og røbede, at alt de havde oplevet, var koglerier, øjenforblændelse og trolddom. Han havde selv optrådt som Skrymer, bundet madposen med trylleri og skudt en klippe mellem sit hoved og Thors hammer – der havde slået tre dale i bjerget, den en dybere end den anden. Loke havde tabt til ilden, Tjalfe til tanken; drikkehornet havde været forbundet med havet, katten var Midgårdsormen, Ælde alderdommen, som selv guderne ikke havde magt over. Udgårdsloke røbede at han inderst inde havde været rædselsslagen, da han så hvor stærk Thor var. Og inden Thor kunne hamre jætten, var både han og borgen forsvundet.
Ull : en af aserne, søn af Sif. Han har engang været en vigtig guddom (nævnt som Odins stedfortræder). Han var kendt som en dygtig bueskytte og skiløber. Desuden havde han tilknytning til tvekamp og krig og edsaflæggelse “ved Ulls ring”.
Urd : norne, der vogtede kilden ved verdenstræet.
V
Vadgelmir : en af Nástronds elve, “den, hvis vadested bruser”.
Vaftrudner : jætte, “stærk i at stille vanskelige spørgsmål” og meget vis. Da Odin kappedes med ham i visdom, besvarede han ubesværet alle spørgsmål på nær det sidste: “Hvad sagde Odin i Balders øre, da han blev lagt på bålet ?” Da Vaftrudner ikke kunne besvare dette, mistede han hovedet. Vaftrudnismál, digtet om kappestriden er en rig kilde til nordisk mytologi.
Val : en af asernes heste.
Valkaskjalf : muligvis andet navn for Valohal; måske Odins bolig, måske Vales.
Vale : 1) Odins og Rinds søn, der hævnede Balders død ved at dræbe Høder; 2) søn af Loke.
Valhal : “de dræbtes hal”, Odins bolig, hvor han modtager de faldne kæmper, einherjerne, som fordriver tiden med at kæmpe og holde gildelag. Her serverer valkyrierne. Valhals 640 døre var så brede, at 960 einherjer kunne gå ind gennem en af dem side om side.
Valkyrier : Odins kvindelige sendebud, der leder slagets gang udvælger dem, der skal falde, og fører dem til Valhal. De tænktes ridende gennem luften på deres heste, bevæbnede og ofte i optrædende i tre flokke.
Vanaheim : vanernes bolig.
Vaner : gudeslægt, forbundet med frugtbarhed, og hvortil Njord, Frej og Freja hørte. De kæmpede mod aserne men sluttede fred med dem (se Høner, Mimer og Kvaser).
Var : vis og videbegærlig asynje, for hvem intet kan holdes skjult.
Ve : søn af Bor og broder til Odin og Vile.
Verdande : en af nornerne.
Vestre : en af de fire dværge, der bar himmelhvælvingen på deres skuldre.
Véurr : andet navn for Thor.
Vidar : kendes som “den tavse as”, søn af Odin. Han er den stærkeste af guderne næst efter Thor og vil overvinde Fenrisulven ved Ragnarok, idet han sætter sin fod på ulvens underkæbe og griber dens overkæbe og flår hovedet i stykker. På foden har han en særlig tyk sko, lavet af stumper fra alverdens skomageri.
Vigrid : den store, udstrakte slette, hvor det endelige slag mellem guder og jætter udkæmpes ved Ragnarok.
Vile og Ve : Bors sønner; Odins brødre. De optræder i skabelsesmyten (se Ymer og Ask) og i Lokasenna, hvor det hævdes, at de i fællesskab har været Friggs elskere, men spiller ellers ingen rolle.
Vingolf : andet navn for Valhal.
Vølsunger : helteslægt, der nedstammede fra Odin. Kong Vølsung er tredje generation efter Odin. Ved kongedatteren Signes bryllup med kong Siggeir ankommer en enøjet olding (Odin) og støder et sværd ind i et træ, der vokser i hallen. Kun Vølsungs søn Sigmund kan trække det ud, og Siggeir bliver misundelig. Han ombringer ved svig alle Vølsunger undtagen Sigmund, der reddes af Signe. Sammen avler søskendeparret sønnen Sinfjøtle, der vokser op i vildnisset hos sin fader og siden hjælper ham med at dræbe Siggeir. Signe går i døden med sin ægtemand. Sigmund ægter Borghild, der myrder Sinfjøtlr med gift, efter at han har dræbt hendes broder i tvekamp. Sigmund forskyder Borghild og ægter Hjørdis. Rivalen kong Lyngve går i krig mod Sigmund, der falder, men først efter at hans berømte sværd er søndret mod en enøjet mands spyd (Odin griber her ind mod sin ætling). Hjørdis unslipper og føder Siigmunds posthume søn Sigurd, der vokser op hos fosterfaderen Regin. Denne lokker ham til at kæmpe mod dragen Fafner, der vogter Andvares skat. Regin gensmeder stumperne af Sigmunds sværd Gram. Sigurd hævner først sin fader på Lungve og hans slægt, Hundingesønnerne, derpå dræber han Fafner og vinder skatten. I begge sager får han hjælp af en mystisk fremmed (Odin). Regin beder om at få dragehjertet serveret stegt; men da Sigurd vil tilberede det, får han lidt drageblod i munden og forstår pludselig fuglenes sprog. De fortæller, at Regin pønser på svig, og Sigurd dræber ham, før han rider bort med skatten på sin vældige hest, Grane.
Vølund : helt og smed af overnaturlig oprindelse. Han og hans brødre Slagfinn og Egil levede syv år med tre svanemøer (valkyrier med svanehamme). Da svanemøerne fløj fra dem , drog Slagfinn og Egil ud for at lede efter dem, mens Vølund blev tilbage og smedede vidunderlige ting. Han blev overrumplet og fanget af kong Nidud, der selv tog hans sværd og skænkede hans prægtige guldring til datteren Bødvild. Vølund fik haserne skåret over, så han ikke kunne flygte, og måtte arbejde for Nidud. Han hævnede sig ved at dræbe kongens to sønner og voldtage Bødvild, hvorpå han hånede Nidud og fløj sin vej, takket være den genvundne ring, der havde magisk kraft.
Vølve : kvinde med spådomsevner.
Vølvens spådom : Edda digt om verdens skabelse og undergang, fortalt af en gammel vølve.
Vår : asynje, der sørger for overholdelsen af indgåede aftaler, dem mænd og kvinder indgår i forbindelse med ægteskab og straffer dem, der bryder deres ord.
Y
Yggdrasil : det hellige verdenstræ, asken, der er centrum for asernes, menneskenes og jætternes verden. Træets top berører himlen og her sidder den kloge ørn. Ved Ragnarok vil Yggdrasil blive tilintegjort af Surt. Træet har en rod ved Urds brønd (se Norner), en anden ved Mimers brønd; den strækker sig ind i jætternes land; og en tredje ved Hvergelmir i Niflheim. Her ligger slangen Nidhug og gnaver i træets rod. På stammen færdes Ratatosk. Det guddommelige og undergørende træ optræder i mange landes myter.
Ymer : jætternes stamfader, af hvis krop verden blev dannet. Han skabtes ved, at Muspelheims ildgnister ramte Niflheims eddergnister – omtrent samtidig med Bures tilblivelse. Han ernærede sig af koen Audhumblas mælk. Da Odin og hans brødre, Vile og Ve, dræbte Ymer, skabtes Midgård af ham: jorden af hans kød, bjergene af hans ben, sø og hav af hans blod, træer og planter af hans hår, himlen af hans hjerneskal og skyerne af hans hjerne.
Æ
Ægir : havets jætte, gift med Ran og ved hende fader til havets bølger. Skønt han var jætte, stod han alligevel i venskabeligt forhold til aserne og holdt gilder for dem; et sådant omtales i Hymermyten, men det mest kendte er Lokasenna.
Ø
Ørvandel : se Aurvandil.
Østre : en af de fire dværge der bar himmelhvælvingen på deres skuldre.
Å
Årvågen : en af solhestene.